Gratis attraktioner i Las Vegas
Indrømmet, det er svært, at komme igennem et ophold i Las Vegas uden at få brugt temmelig mange penge. Ikke fordi man skal, men fordi man vil. Ind i mellem alle de oplevelser, der skal betales for, findes der dog nogle fantastiske gratis oplevelser, som ofte giver mere på mindekontoen end de betalte gør. Her er et udpluk af nogle af de største og bedste, som bestemt er værd at holde øje med.
Fountains of Bellagio
En absolut must see i Las Vegas. Ikke bare fordi det er gratis, men fordi det er en fantastisk smuk oplevelse. De dansende springvand er perfekt koreograferet, og selvom man har været besøgt Las Vegas utallige gange, så er det stadig en magnet, der tiltrækker. Hav god tid, for man har som regel altid lyst til lige ét show mere. Springvandene starter kl. 15, og der er shows hver halve time frem til kl. 20, hvor der er shows hvert kvarter frem til midnat.
Springvandet ved Bellagio. Foto: Kobby Dagan / Shutterstock.com
Fremont Street Experience og Viva Vision
Fremont Street er også kendt som Vintage Vegas. Her ligger nogle af de virkelig gamle klassiske hoteller, her er god stemning og masser af mennesker. En helt anderledes oplevelse end The Strip. Ved Fremont Street Experience er den største attraktion Viva Visions gigantiske skærm, der er 8 fodboldbaner lang, som hænger over Fremont Street. Her er lyd og lysshows hver eneste dag, og det er en oplevelse, der er værd at tage med.
Fiori di Como og botanisk have på Bellagio
Når man træder ind af Bellagios hovedindgang, bliver man først mødt af mere end 2.000 mundblæste glasblomster, der hænger i loftet. Et smukt syn, som er svær at få øjnene fra. Går man lidt videre ind i hotellet, finder man den fineste botaniske have, som der lægges et kæmpe arbejde i. Udstillingen udskiftes 5 gange om året, de fleste blomster vandes ved håndkræft, og hver 2. uge udskiftes 10.000 blomster. Der er ansat mere end 120 mennesker til at vedligeholde den botaniske have, og de gør det godt!
Cirkus artister på Circus Circus
I den nordlige ende af The Strip finder man Circus Circus hotellet. Det har en del år på bagen, men alligevel formår de at have en af de største gratis attraktioner i Las Vegas. Hver halve time fra 11.00 – 23.00 er der gratis cirkus optræden i hotellet, hvor der både er jonglører, akrobater, ethjulet cykler og andet gøgl.
Atlantis Fall i Caersars Forum Shops
Det her er måske ikke en af de største og vildeste gratis attraktioner, men befinder man sig alligevel i Forum Shops, når showet går i gang, så bliv hængende og se, når statuerne i det store indendørs springvand vækkes til live.
Underholdning i Grand Canal Shoppes på Venetian
Grand Canal Shoppes er mere end bare shopping. Det er også her, man kan opleve gondoliers, der synger, mens de sejler med glade mennesker op og ned af kanalen. Følger man stien langs kanalen hele vejen til Marcus Pladsen, kan man her opleve levende statuer, operasang, portrætmalere og andet sjov, ligesom man ville gøre på den rigtige Marcus Plads i Venedig. En rigtig fin oplevelse, som er ganske gratis, hvis man da kan holde pungen i lommen, mens man går forbi alle forretningerne i Grand Canal Shoppes.
Replika af Grand Canal på Venetian hotellet i Las Vegas. Foto: Kobby Dagan / Shutterstock.com
Volcano at The Mirage
Ude på gaden foran The Mirage er endnu et spektakulært gratis show. Et stort vulkanshow, som kan ses efter mørkets frembrud hver halve time fra kl. 17-23. Lydoptagelserne af vulkanerne er fra virkelige udbrud, ilden er voldsom og lydeffekter og soundtrack er helt unikt. Det er bestemt en oplevelse, der er værd at tage med.
Vildtfugle på Flamingo
Flamigo hotellet har ikke bare den smukke pink fugl i sit logo, man kan også opleve ægte flamingoer og andet sjældent og særligt fugleliv i deres Wildlife Habitat. Det er en rigtig fin tropisk oplevelse, hvor man kommer tæt på en masse sjældne fugle. Ud over fuglene kan man også opleve koi fisk og skildpadder. Så kommer du på de kanter, så kig ind. Det mest i Las Vegas er overdådigt, så det kan man også regne med her.
Rigtig god fornøjelse.
SPONSERET